FROM THE BLOG

Alle arbejdspladser har en

Mød “Morten”
Blandt rigtige mænd på værksteder, i produktionsvirksomheder og på byggepladser finder vi altid en “Morten”.

Morten vejer 10-15 kg for meget. Han er midt i 30’erne, og når han taler om den gang han var helt ung og kunne spise hvad som helt uden at tage på, kan man både høre opgivelsen og sorgen over det tabte i hans stemme. Han er godt klar over, at han ikke får rørt sig nok – der er simpelthen ikke tid til det i hverdagen. Han ved også godt, at han ikke får spist nok af det sunde og for meget af det usunde – det kniber med overskuddet til at få lavet ordentlig mad. Så “Morten” bliver tykkere og tykkere og tungere og tungere i rumpetten. Han har faktisk givet op.

Sundhedssamtalerne med “Morten”
I starten melder “Morten” sig selv til sundhedstjek og er meget motiveret. Han får indført små, men vigtige ændringer i sine spisevaner, men som tiden går, skal vi hver gang ud og finde ham på værkstedet, hvor han går og fortæller sig selv, at det jo ikke hjælper noget alligevel. “Jeg har simpelthen ikke overskuddet i øjeblikket, Vibeke”, siger han, når jeg spørger, om han ikke vil på tilmeldingslisten denne gang.

Ingen skal presses til at deltage i tilbuddet om sundhedstjek på arbejdspladsen, men nogle gange går mænd i flyverskjul, fordi de synes, de spilder vores tid på snak, der alligevel ikke føres ud i livet. Derfor siger jeg til “Morten”, at det vigtige er, at han vil investere 20 minutter af sin arbejdstid på at fokusere på sig selv. Et sundhedstjek er ikke forbundet med krav om, at man partout SKAL leve op til nogens forventninger, men samtalen bevirker, at man selv mærker, hvad det er, man drømmer om at kunne gøre. Den følelse får man ikke ved at gå og skrue på biler nede på værkstedet. Her sparkes den slags ind under kølerhjelmen.

15 måneder senere er “Morten” i startklodserne
“Ved du, hvad jeg skal på lørdag”, siger han en dag, vi kommer på uanmeldt besøg på værkstedet. “Jeg skal ud og cykle med kollegerne fra arbejdet. De har fået lokket mig med”. Han stråler. Det er ham meget magtpåliggende, at jeg skal vide, at han er på vej i den retning, vi har talt om flere gange.

Som alle andre afleverer “Morten” et udfyldt evalueringsskema, og da vi er tilbage på kontoret, kan jeg se af hans besvarelse, at han har været superglad for, at vi har mast lidt med ham og givet ham lidt ekstra opmærksomhed, når vi kunne. Det er ikke sikkert, det lykkes for “Morten” at få skabt en regelmæssigt motionsvane denne gang. De svære ting kræver somme tider mange forsøg. Men vi vil være der til at samle ham op og støtte ham, mens han ryster støvet af sig og bliver klar til at gøre forsøget igen.