Blog

“Jamen hov, det smager jo godt …”

Historien om den hjernedødego’e dressing
Hos Sukkersheriffen prøver vi altid at omsætte vores livsstilsrådgivning til kundens personlige erfaringer. Det betyder ganske enkelt, at vi gør, hvad vi kan for at sørge for, at deltagerne i vores projekter OPLEVER, at det virker.

Kald det aha-oplevelser
Vi dukker eksempelvis gerne mere eller mindre uanmeldt op på værkstedet eller byggepladsen en eftermiddag, hvor blodsukkeret er kritisk, med en lille portion lækker råkost og en grovbolle. Missionen går ud på at ramme de sultne mænd med en god grøntsagsoplevelse, de ellers aldrig ville have fået. Deres første tanke er måske, at det ser lige lovlig sundt ud, men allerede ved første mundfuld oplever de, at dressing ganske rigtigt kan få grøntsager til at smage som et stykke af himlen.

Opskriften følger med
Ved siden af rødbede-æble-råkosten ligger en lille folder, men opskriften på benævnte og fire andre slags råkost, som det kun tager et øjeblik at lave. Og budskabet om, hvad sovs og dressing – kombinationen af sødt, surt, salt og bittert – gør for grøntsagerne, er ikke til at tage fejl af.

Vi har fået masseproduceret en køleskabsmagnet med dressing-opskriften, så den altid er lige ved hånden i køkkenet derhjemme. Udtrykket “hjernego'” opstod for nylig i en lukket Facebook-gruppe for medarbejderne hos en bilforhandler, hvor de hurtigt højlydt komplimenterede Sukkersheriffen for dressingen, der holder, hvad den lover.

Mænd er fra Mars, men selv aliens ønsker at leve sundt

Hurra for den store forskel
Det er ganske enkelt en myte, at håndværkermænd, mekanikere, chauffører, og hvad vi har på kontoen for rigtige mænd i dansk erhvervsliv, ikke interesserer sig for det sunde liv. Det gør de, men når kropssproget signalerer “gå væk hund”, er der fordi, de er møghamrende trætte af den manglende respekt for det maskuline fokus på sundhed.

Alle mennesker ønsker at leve sundt, godt og længe
Men budskaberne om, hvad der skal til, er gennemsyret af kvinders behov og syn på sundhed. I sundhedssektoren og på de danske hjemmefronter. Måske har du allerede lagt mærke til, at der generelt er stor forskel på mænd og kvinders tanker, behov og måde at være i tilværelsen på. Kønsforskellene i relation til sundhedstemaet er bestemt ikke mindre. Tværtimod. Hvis sundhedskommunikationen med mænd ikke tager højde for disse forskelle, kan indsatsen meget let blive spildte kræfter.

Vi skyder hul igennem lydmuren med sovs
Det er sjovt at opleve, hvad der sker i en forsamling rigtige mænd, når de får besked på, at sovs og dressing på grøntsagerne har sin berettigelse i en sund kost. “Kan du ikke fortælle det til min kone”, er en typiske reaktion, der får alle i lokalet til at grine højt. Dertil svarer jeg: “Gerne, stik mig lige din meddelelsesbog, så skal jeg nok give hende klar besked”.