Ikke kategoriseret

Alle arbejdspladser har en

Mød “Morten”
Blandt rigtige mænd på værksteder, i produktionsvirksomheder og på byggepladser finder vi altid en “Morten”.

Morten vejer 10-15 kg for meget. Han er midt i 30’erne, og når han taler om den gang han var helt ung og kunne spise hvad som helt uden at tage på, kan man både høre opgivelsen og sorgen over det tabte i hans stemme. Han er godt klar over, at han ikke får rørt sig nok – der er simpelthen ikke tid til det i hverdagen. Han ved også godt, at han ikke får spist nok af det sunde og for meget af det usunde – det kniber med overskuddet til at få lavet ordentlig mad. Så “Morten” bliver tykkere og tykkere og tungere og tungere i rumpetten. Han har faktisk givet op.

Sundhedssamtalerne med “Morten”
I starten melder “Morten” sig selv til sundhedstjek og er meget motiveret. Han får indført små, men vigtige ændringer i sine spisevaner, men som tiden går, skal vi hver gang ud og finde ham på værkstedet, hvor han går og fortæller sig selv, at det jo ikke hjælper noget alligevel. “Jeg har simpelthen ikke overskuddet i øjeblikket, Vibeke”, siger han, når jeg spørger, om han ikke vil på tilmeldingslisten denne gang.

Ingen skal presses til at deltage i tilbuddet om sundhedstjek på arbejdspladsen, men nogle gange går mænd i flyverskjul, fordi de synes, de spilder vores tid på snak, der alligevel ikke føres ud i livet. Derfor siger jeg til “Morten”, at det vigtige er, at han vil investere 20 minutter af sin arbejdstid på at fokusere på sig selv. Et sundhedstjek er ikke forbundet med krav om, at man partout SKAL leve op til nogens forventninger, men samtalen bevirker, at man selv mærker, hvad det er, man drømmer om at kunne gøre. Den følelse får man ikke ved at gå og skrue på biler nede på værkstedet. Her sparkes den slags ind under kølerhjelmen.

15 måneder senere er “Morten” i startklodserne
“Ved du, hvad jeg skal på lørdag”, siger han en dag, vi kommer på uanmeldt besøg på værkstedet. “Jeg skal ud og cykle med kollegerne fra arbejdet. De har fået lokket mig med”. Han stråler. Det er ham meget magtpåliggende, at jeg skal vide, at han er på vej i den retning, vi har talt om flere gange.

Som alle andre afleverer “Morten” et udfyldt evalueringsskema, og da vi er tilbage på kontoret, kan jeg se af hans besvarelse, at han har været superglad for, at vi har mast lidt med ham og givet ham lidt ekstra opmærksomhed, når vi kunne. Det er ikke sikkert, det lykkes for “Morten” at få skabt en regelmæssigt motionsvane denne gang. De svære ting kræver somme tider mange forsøg. Men vi vil være der til at samle ham op og støtte ham, mens han ryster støvet af sig og bliver klar til at gøre forsøget igen.

Teambuilding om sundere vaner

Pas godt på go’e medarbejdere i fede tider
“Det har været et godt alternativ til teambuilding”, sagde Bo Nyhegn, da vi rundede et projektforløb af hos CC Plast A/S i Hillerød. Og hans bror og direktørkollega tilføjede: “I har helt sikkert påvirket vores spisevaner. Der er langt mellem kagerne efterhånden”.

Læs mere om samarbejdet med CC Plast A/S HER

Hos Sukkersheriffen mærker vi tydeligt, at “Finansjusteringen” er fortid, og at viljen til at investere i medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde er voksende. Jo bedre det går i dansk erhvervsliv, jo større bliver interessen for at forkæle og tiltrække den vigtigste ressource; den sociale kapital.

Arbejdsglæde på bundlinjen
Der har været konkurreret, hula-hoppet og snakket i arbejdstiden hos CC Plast A/S det sidste års tid. Det har givet noget nyt at tale om og grine af mellem kolleger.

Som tropfører hos Sukkersheriffen er jeg superstolt over, at vi på den måde kan bidrage til den gode stemning på arbejdspladsen ved at sætte sundhedstemaet på alles læber – med et smil.

Chokodrømme om go’e nødder

En virkelig historie fra det søde erhvervsliv
I en større dansk ejendomsservicevirksomhed havde man gennem længere tid forkælet kontorpersonalet ved at fylde en stor kurv med små choklader hver eftermiddag.

På et ledelsesmøde spurgte en af sektions-direktørerne for nylig, om det kunne være en ide at udskifte chokoladetraditionen med frisk frugt og nødder?

Hertil svarede den administrerende direktør, at det ikke havde nogen betydning, om det var chokolade eller frugt & nødder – kalorieindholdet var jo det samme.

To fodfejl i én sætning
Hos Sukkersheriffen møder vi dagligt mennesker med et sundhedsfokus, der udelukkende handler om kalorier.

Værst er det selvfølgelig, når det er ledelsen med interesse og ansvar for medarbejdernes ve og vel, der er så galt afmarcheret.

Det er rigtigt, at kalorieindholdet i chokolade og nødder næsten er lige stort, men indholdet af vigtige næringsstoffer og god energi er et hjørne af sundhedstemaet, som man hurtigt glemmer i farten på vej til det gode arbejdsliv.

Sund eftermiddagsmad til alle
Overalt, hvor vi kommer, anbefaler vi frisk frugt som mellemmåltider, hvis den suppleres af gulerødder eller en form for fuldkornsbrød. Nødder kan på samme måde som grøntsager og fuldkornprodukter stabilisere blodsukkeret, men den daglige mængde bør ikke overstige 30 gram – svarende til en lille håndfuld.

Demokrati er gift for sundhedsprocessen

Hvis man ikke spørger, får man ikke nej
Det er ikke bare lettere, men også meget bedre ikke at spørge om tilladelse til at sætte en sundhedsindsats i søen på en arbejdsplads. Tilgivelsen vil komme, men nogle gang skal man lige gennem stormen først.

Der er alt for mange følelser i klemme i sundhedstemaet til at kunne lade en meningsmåling blandt medarbejderne afgøre, om I skal sætte det på dagsordenen.

I samme øjeblik ordet ”sundhedsindsats” nævnes af chefen på en arbejdsplads, starter det en kædereaktion af små eksplosioner, der højlydt sender projektiler af sure opstød gennem værkstedet eller produktionshallen. For en ildsjæl med reelle hensigter og en pivåben dagsorden ødelægger det selvfølgelig lysten til at bruge knappe ressourcer på medarbejdernes ve og vel, når de tilsyneladende hellere vil være fri. Eller have en massageordning.

Negativ modtagelse af udsigten til et sundhedstilbud på jeres arbejdsplads bunder i forventninger om forbud og frygt for skjulte dagsordener. Jo mere timelønnede medarbejderne er, jo mere regner de med, at en sundhedsindsats først og fremmest skal gavne direktørens bundlinje.

Tyksakke og tunge drenge føler sig generelt forfulgte af sundhedstemaet – fra morgen til aften 
Selv om du fornuftigt nok har besluttet, at jeres sundhedsindsats ikke skal dreje sig rundt om vægttab, så er det alligevel det, de fleste hører, du siger.

Derfor skal hverken de eller andre ansatte spørges til råds. Beslutningen skal træffes på ledelsesniveau – uden involvering af de ansatte – og med masser af is i maven.

Klik HER og læs mere om seks gode råd til fokuspunkter, inden du planlægger en sundhedsindsats:

  1. Prioriter høj faglighed med udgangspunkt i de officielle danske anbefalinger
    Undgå hjemmestrikkede tilgange til sundhed, smarte trends og hokuspokus
  2. Undgå sundhedsindsatser med fokus på vægttab
    Målet skal være interessant og relevant for alle på arbejdspladsen
  3. Integrer indsatsen i årevis. Lav ikke kun events, sundhedsuger og temadage
    Prioriter det lange seje træk
  4. Løft sundheden i flok og fællesskab – suppleret med individuel vejledning
    Udnyt den teambuildende løftestang – gerne krydret med konkurrencer
  5. Gør tilbuddet gratis, frivilligt og lad aktiviteterne foregå i arbejdstiden
    Det skal være så let og tillokkende som muligt at deltage i løjerne
  6. Lad ikke demokrati på arbejdspladen afgøre sagen
    Valg af sundhedsindsats er udelukkende en ledelsesbeslutning – med is i maven

Demokrati er en typisk kunde-fodfejl

Der er et hav af følelser forbundet med sundhedstiltag på arbejdspladsen
Vigtigheden er aldrig til debat, men interessen blandt medarbejderne er mange af vores nye kunder usikre på.  “Jeg er fuldstændig enig i, at det ville være både godt for dem og virksomheden, hvis der blev spist, sovet og motioneret lidt bedre, men jeg tror ikke, du kan få mine smedebasser med på vognen. De fleste gider ikke høre om sundhed i arbejdtiden, og så spilder jeg både tid og penge”.

Det ender dog altid med en aftale om at få tilsendt et tilbud, for “det er ikke fordi, jeg ikke kan se fidusen – jeg vil bare lige tænke over det”.

Når jeg en uge senere ringer og følger op på mødet og tilbuddet, er der ofte sket det, der ikke måtte ske. Også selv om jeg har advaret kunden mod fremgangsmåden: “Jeg gik ud og spurgte folkene, om de have lyst til at være med i dit sundhedsprojekt, men det sagde de pænt nej-tak til”.

Mennesker – og mænd i særdeleshed – er metaltrætte i ørerne af al den snak om sundhed. Når chefen i den bedste mening prøver at vejre stemningen for et sundhedsindsats, bliver han ofte nærmest blæst tilbage af højrøstet mangel på interesse. Og med god grund. Sundhed er blevet et andet ord for vægttabsprogrammer, strenge kostplaner og lange lister over alt det, man ikke må – garneret med dårlig samvittighed og følelsen af at være en slapsvans med en rygrad som en regnorms. Hvem har lyst til det?

Ingen andre end Sukkersheriffen kan sælge varen til befolkningen
Et samarbejde med os kræver, at kunden har fuld tillid til, at vi kan det, vi lover. Vores garanti lyder: Efter blot 5 minutters taletid til hele medarbejderflokken, har vi lavet det første lille hul igennem lydmuren. Og det bare vokser og vokser, så der efter 90 minutters kick-off er skabt en god stemning og en nysgerrig interesse for at tage imod tilbuddet om sundhedstjek. Både tilmeldingslisten til disse individuelle sundhedssamtaler samt til den fælles udfordring, som kører de kommende 21 dage, skriver medarbejderne sig på, så man tror, det er løgn.

Hos Elgiganten i Hillerød udtalte varehuschefen: “Jeg må indrømme, at jeg ikke regnede med, at I kunne få mere end fem-otte stykker til at melde sig, så jeg er meget overrasket over, at 25 ville have et sundhedstjek”.

Jeg er som frontfigur hos Sukkersheriffen pavestolt over, at vi på denne måde gang på gang overrasker vores kunder positivt. Vi har et par tricks med på blokvognen, der omgående tager brodden af korslagte arme og himmelvendte øjne. Og så får vi nedadvendte mundvige til at smile og grine og tale om sundhed, når vi er gået.

Når det er sagt, er jeg bekymret over en udpræget demokratiske ledelsesform, som medfører, at fordomme og angst for sure miner ødelægger velviljen til at sætte sundhed på dagsordenen og give medarbejderne  en helt anderledes overraskende, teambuildende og underholdende oplevelse med epokegørende effekt – først og fremmest på spisevanerne i arbejdstiden.

Derfor: Trust me
Kære kunde og daglig leder på arbejdspladser med mange mænd. Hav is i maven og tillid til, at vi med statsgaranti giver dig og dine medarbejder fuld valuta for pengene – længe efter vi har forladt bygningen.

 

 

Himmel og jord og mekanikere i bevægelse

Kick-off, off-pist, off line, off the record – off cause
“Husk seler i underhakkerne” skrev vi i invitationen til 3. opstartsmøde med en gruppe medarbejdere, der over det sidste års tid har været udsat for lidt af hvert fra Sukkersheriffens idekatalog.

Frederiksborg Amts Avis var med på sidelinjen: Læs artiklen HER

I går og de kommende fire uger er temaet på denne arbejdsplads “Motion, restitution & latterlige bevægelser”, og det fik samtlige 35 mekanikere, værkfører og bilsælgere en sjov forsmag på i går morges. For nogen var det sikkert en øjenåbner at finde ud af, at det at lave armstræk, sjippe eller få en hulahop-ring til at rotere rundt om livet var en større udfordring end ventet.

“Jeg er lidt i chok over, hvor svært det er blevet at sjippe –  man er sgu’ blevet lidt tung røven”
(mekaniker, 39 år)

Motion efter Kaizen-metoden i 21 dage
Listen over alt det, man får ud af at dyrke motion, er uendelig. Det tog heller ikke fem minutter i samlet flok på mødet at fylde en hel flip-over-side med gode argumenter for, hvorfor det betaler sig at komme i gode fysiske omdrejninger. Så hermed var fundamentet lagt til den fælles udfordring, som i de kommede 3 arbejdsuger vil inficere alles tankegang og minde om alt det, vi talte om på mødet i går.

Deltagelse i “21 dages med mere motion i arbejdstiden end i går” er selvfølgelig frivillig. Men lur mig, om ikke 80 procent af flokken samler handsken op og finder sammen to og to, skriver sig på deltagerlisten og er klar til start her til morgen.

Man kan vælge mellem tre kategorier: Armstræk, sjipning eller hulahop – og opgaven kan løses i frokostpausen.

Når vi mødes til kick-back mødet om 4 uger, vil alle hold, der hver dag har gjort det bare lidt bedre dag for dag, deltage i lodtrækningen om 2 stk. gavekort á kr. 500,00, som virksomheden har givet til formålet.

 

Friske øjne på var’ne, Arne

Vi har spurgt kunderne, hvad de mener om Sukkersheriffen
1. februar 2017 runder vi det 12. år som sundhedskonsulentvirksomhed, og det har vi besluttet at fejre med en brugerundersøgelse udført af en ekstern konsulent. Kunder og kendere af Sukkersheriffen er blevet spurgt, hvad, de mener, kendetegner den måde, vi arbejder med sundhed på.

Resultatet er den bedste jubilæumsgave, man kan tænke sig
Vi har fået svar, udmeldinger og reaktioner som nu bliver nyt brænde på bålet af ihærdig produktudvikling af nye, skæve måder at komme igennem lydmuren med vores vigtige budskaber på. Her får du en smagsprøve:

SUKKERSHERIFFEN:
Vi hjælper mænd med nye vaner
på en sjov, uhøjtidelig og underholdende måde,
så de lever længere og får mere energi

KUNDERNE, LEDELSEN:
“De sundhedssamtaler, Sukkersheriffen holder, kan gøre,
at mine medarbejdere bliver mere glade for at være hos ERA BILER.
Kan jeg fastholde tre medarbejdere på det grundlag, er det en succes”

KUNDERNE, MEDARBEJDERENE:
“Det blev pludselig spændende. Anderledes. Skægt og anderledes.
Der var pyntet op med grøntsager over alt, og vi blev spurgt, om vi vidste,
hvad de forskellige grøntsager var og skulle komme med forslag til retter, man kunne lave med dem.
Man er selv med hele tiden, og det gør en kæmpe forskel for håndværkere som os.
Vi lærer bedst ved at røre ved tingene”

 

Vi har sat strøm til sundheden hos Elgiganten

Varehuschefen tog en hurtig beslutning
Max Bendtsen sagde straks ja til tilbuddet om et samarbejde, da jeg kontaktede ham i butikken i efteråret 2016. Få uger efter var vi igang. Der er 45 ansatte i Hillerød-afdelingen af Elgiganten, og medarbejderne har forskellige mødetider. Nogle kommer, når butikken åbner. Andre er der til lukketid. Vi var derfor kun en lille morgenfrisk sluttet flok på kick-off mødet, hvor fundamentet til det fremtidige samarbejde blev skabt.

Alligevel var der udbredt god karma i hele personalegruppen i de følgende dage. 30 medarbejdere tog godt imod tilbuddet om súndhedstjek, og der blev kamp til stregen i den fælles udfordring, hvor der blev dystet om at undgå søde sager i arbejdstiden i tre uger.

Vi blev hurtigt nærmest bjergtaget af et fantastisk positivt arbejdsklima på denne arbejdsplads. Måske er det forklaringen på, at Sukkersheriffens sundhedsindsats bliver taget så godt imod af medarbejdere, der end ikke har oplevet optakten til den, men blot har fået den gode mening med den formidlet af positive kolleger?

Moralen er: Det går ekstraordinært godt, og medarbejderne overstrømmer os med meldinger og små og store ændringer de har lavet i deres spisevaner. Der battles på den lukkede Facebook-gruppe, og vi prøver at være hurtige ved havelågen med svar på deres spørgsmål her. Selv om de ikke kan se os, har vi lovet dem at være tilstede med rådgivning i det omfang, de er i tvivl om noget. Og indimellem overrasker vi dem som i dag, hvor vi kom forbi med eftermiddagsmad til alle.

2016-12-05-15-16-272016-12-05-14-36-052016-12-05-14-39-552016-12-05-14-35-56

Sukkesheriffen & Lucky Luke har meget til fælles

Hvad er det med det firmanavn; Sukkersheriffen?
Forleden dag skrev jeg på vores Facebookside følgende:

“Når jeg skal stå på mål for mit firmanavn i dialogen med potentielle nye kunder, forklarer jeg det således:

Hos Sukkersheriffen gør vi os altid umage med at få kunderne til at smile, mens de træner nye sundere vaner på arbejdspladsen, der løfter humøret, arbejdsglæden og lysten til at passe godt på sig selv og hinanden.

Sukkersheriffen er som Lucky Luke en “lonely rider” på et marked fyldt med banditter. Vi rider roligt på 11. år mod solopgangen med sadeltaskerne fulde af officielle anbefalinger til kost, motion og søvn.

Vi kalder det sund fornuft og står gerne på mål for, at det er det eneste, der er værd at investere tid og penge i”.

Arbejdspladsernes Motionsdag 2016

100 medarbejdere på fire virksomheder i Hillerød fik en bevægende dag

Skolebørnene har gjort det i årevis.
Nu er det blevet de voksnes tur til at komme ind i kampen og fejre en årlig tilbagevendende motionsdag på arbejdspladsen hver den sidste fredag før efterårsferien.

Sukkersheriffen bød alle virksomheder i Hillerød op til dans … eller anden form for humørfyldt og underholdende fysisk aktivitet fredag den 14.oktober i tidsrummet fra kl. 8.00 til 18.00.

Dagen er udnævnt til Arbejdspladsernes Motionsdag, og initiativet er taget af Dansk Firmaidrætsforbund. Hos Sukkersheriffen har vi grebet stafetten og besluttet at gøre en ihærdig indsats for at få flest mulige af vores kunder i fysiske omdrejninger på dagen – år efter år – begyndende med Hillerød.

Sukkersheriffen udarbejdede et tæt pakket program for dagen, skaffede instruktører til de planlagte aktiviteter og koordinerede med repræsentanter for de deltagende virksomheder – og det hele klappede så fint.

Der blev også klappet på rådhuset efter morgengymnastik, hvor 50 administrative medarbejdere fik med Stavroula fra IntoShape at bestille. Om eftermiddagen blev der her desuden taget rigtig godt imod et tilbud om at lave qi gong i kantinen lige efter fyraften.

2016-10-14-14-17-00

CC Plast A/S lavede styrketræning i en af produktionshallerne om formiddagen, og på byens nye fine sundhedscenter dansede de zumba så kinderne glødede, og smilene væltede frem i ansigterne.

Hos ERA BILER A/S var der yoga-træning midt på dagen. Senere kunne man her også deltage i styrke- og TRX-træning godt instrueret af Stavroula.

hi6a6046

Vi benyttede lejligheden til at introducere crossfit- og indendørs cykeltræning for alle i byens erhvervsliv, der kunne tænke sig at få en prøvetime efter fyraften – helt pivgratis.

Det blev en fantastisk dag, hvor der blev stønnet og prustet og grinet lidt mere i arbejdstiden end normalt, og mange har fået en lille morgenvækning om, at de trænger til at komme ind i kampen og gøre plads til motion et par gange om ugen.

etenzor