Sukkerforedrag for ernæringsprofessionelle

En sukkersherif & 40 kvinder 

Kost og Ernæringsforbundet inviterede, og jeg leverede den 16. januar et foredag med fokus på sukker.

Spørgsmålene, der skulle besvares, var:

Hvad gør sukker ved os?
Hvorfor bøvler vi stadig med det?
Hvordan undgår vi at få for meget?
Hvad er endnu ikke prøvet?
Hvem har ansvaret?

Jeg benyttede lejligheden til i denne forsamling af kønsfæller at appellere til, at vi som kvinder giver mænd større anerkendelse for, at de er gode til at nå deres sundhedsmål. Kvinder tale meget om deres, men de når dem slet ikke i lige så høj grad.

Det skyldes for det første, at vi kvinder sætter overlæggeren alt for højt.

For det andet er vi meget mere styrede at vores følelser, end mænd er. Mænd lader sig ikke så let stoppe på deres vej til målet. De bliver nærmest helt tunnelsynede og vælter alt på deres vej, for at komme derhen, hvor de har planer om at ende. Har han sat sig for at skulle deltage i et mandeløb eller en strabadserende cykeltur i de franske alper, så er der ikke 10 vilde heste, der kan forhindre ham i at komme til træning to gange om ugen.

En stålsat kvinde derimod kan hurtigt ændre retning, hvis nogen i familien har brug for, at hun gøre noget andet – fx at droppe sin træning og i stedet at tage en lille kage med hjem til eftermiddagshygge med datteren, der har ringet og fortalt, at hun har haft en dårlig dag i skolen.

Mænd bliver enormt trætte af kvinder, der ikke holder, hvad de lover. Hører han sin kone proklamere nye sundere boller på suppen i forhold til familiens søde vaner efterfulgt af en oplevelse et par dage senere af, at hun ikke kan leve op til sine egne forventninger, så lukker han ned for “sundhedssamarbejdet” og lader hende sejle sin egen sø.

Derfor gav jeg de tilstedeværende kvinder i lokalet det råd, at de kunne komme meget længere i deres sunde forhold til sukker og søde sager, hvis de lavede aftaler med deres mænd og holdt dem.

Og det lyder lettere, end det er. For mange kvinder har oplevet utallige gange, at de ikke kan sige nej til søde fristelser og på den måde derfor har skuffet sig selv igen og igen. Det betyder, at deres “self-efficacy” (troen på at man kan gennemføre det, man sætter sig for) har lidt alvorlig skade og skal bygges op helt fra bunden.

Det gøres ved at tage TILGÆNGELIGHEDEN dybt alvorligt. Det man omgiver sig med, spiser man mest af – på arbejdspladsen og i hjemmet.

Vigtigst er det dog at sørge for, at man aldrig er så lav på sit blodsukker, at naturens stærke indre kræfter trækker i retning af hurtige fix med sukker på.

Begrebet “sukkerafhængighed” blev ved samme lejlighed aflyst, og en lille flok frivillige kvinder blev i alle de øvrige deltageres påsyn lynkureret under Sukkersheriffens løftede hænder med:

“Der findes ikke den sukkerafhængighed, der ikke kan kureres med en ostemad. Amen”